Merry E. Scheel

Hvem er Merry Scheel?

• Scheel er født i 1929 i Aarhus 

 

• En af danmarks mest fremtrædende og betydningsfulde sygeplejeteoretikere

 

• Uddannet apotekerassistent i 50’erne og senere sygeplejerske og sidenhen både kandidatuddannelse i filosofi og en ph.d. i 2003.

 

• Hun var meget interesseret i etiske og filosofiske aspekter af sygeplejen

 

• Hun har som den eneste dansker udviklet en teori som betegnes som  Grand Theory*

        *Grand Theory er meget abstrakte teorier, meget “fluffy” →  Ikke handlingsanvisende, men gode at reflektere med.

 

• Hendes teori ‘interaktionel sygeplejepraksis’ er udviklet i Danmark og er opbygget omkring en moralsk praksis. Dvs. at hun mener at sygeplejersken skal hjælpe patienten til at blive bedre til at tage vare på selv i forhold til sundhed og sygdom. Dette fordrer dog samtale og samarbejde med patienten, dennes pårørende og evt. det tværfaglige personale. 

 

• Scheel var kritisk overfor, at patienten er usynlig i diverse teorier, hun var kritisk for sygeplejeprocessen, overfor en videnskabsbaseret sygepleje, der følger lægevidenskaben og forskningsprincipper om kvantificering. 

 

• Det hun bl.a. bidrager med i forhold til sygeplejeteoriers udvikling var, at hun gjorde opmærksom på, at der er etiske fordringer i enhver patientsituation

​

​

Hvad handler teorien om?

Overordnet handler Scheels teori om at patienten teoretisk set skal have større frihed til at deltage i egne beslutninger om egen pleje og omsorg.

​

Scheel udfordrer teorier og systematikker, som fx sygeplejeprocessen, da hun mener at patienten bliver usynlig i disse former for teorier, da deres fokus ligger mere på lægevidenskaben og forskning, frem for selve patienten.

​

Scheel gør opmærksom på de etiske dilemmaer og udfordringer som kan ses i et hvert patientforløb.

​

Omsorg er ifølge Scheel grundlæggende for at kunne yde sygepleje, det er indlejret i den måde sygeplejersken yder sygepleje på, og kommer til udtryk ved sygeplejerskens handlinger

        ”Sygepleje uden omsorg for patienten er IKKE sygepleje”

Dette betyder at sygeplejersken må være opmærksom på at forstå at det holistiske patientbillede, for på denne måde at kunne yde situationsbestemt sygepleje til det enkelte menneske.

​

​

Merry Scheel er en Grand teoretiker og også normativ. Dette kan gøre hendes teorier vanskelige at bruge på handleniveau, men hendes teori kan være god at tænke og reflektere med.

​

Hendes teori har mange elementer som gør den omfattende og kompleks, ligeledes er der mange rammer og niveauer i hendes teori:

Rammer for Teorien: 

• Fag 

• Sag 

 

Disse er forudsætninger for at man kan yde god omsorg/sygepleje, da der skal være en balance mellem fag og sag for at man kan finde sygeplejerskens genstandsområde.

 

Niveauer:

• Interaktionel sygepleje findes i alle praksissituationer. Der findes på to niveauer;

  • Universalistisk niveau

  • Konkret situationsorienteret

Disse to niveauer er uadskillelige og påvirker hinanden gensidigt, da vi yder omsorg ud fra retningslinjer og lovgivning, men vores omsorg er også med til at skabe de nye retningslinjer osv.

 

 

De bærende elementer i Scheels teori: 

Scheel taler om tre handletyper. Det er netop brugen af disse handletyper der sikre holistisk sygepleje og vil hjælpe patienten på vej imod at blive frigørende handlekompentent. Det vil sige at at patienten får større frihed til at deltage i beslutninger om egen behandling, pleje og omsorg. Ifølge Scheel må man gøre brug af alle tre handletyper, da det netop er kombination af de alle tre der sikre målet om den frigørende handlekompetence.

Et andet begreb der fylder meget i Scheel teori er magt. Her afviger Scheel igen en smule fra de andre sygeplejeteoretikere.

​

Ifølge Scheel befinder sygeplejersken sig aldrig i et magtesløst rum. I patientsituationer er magten skærpet, da patienten er afhængig af sygeplejerskens hjælp.  

Patienten er afhængig af sygeplejerskens forståelse for den magtposition, hun indtager, og det ansvar, hun har i forvaltningen af denne magt. Sygeplejersken må hele tiden reflektere over magtrelationerne i sin praksis, således at magten anvendes til patientens bedste og forvaltes etisk forsvarligt.

 

Mere konkret kan sygeplejersken informere og undervise patienten, som derved kan tilegne sig større forståelse af egen situation og derved få mere magt over egen tilværelse, fordi vedkommende kan deltage mere aktivt i at løse egne problemer

Der skal være en balance, lidt ligesom Kari Martinsen siger, dog kalder hun balancen svag paternalisme

 

Case kobling:

Vi har tager udgangspunkt i en case fra en artikel fra DSR beskriver anvendelsen af hendes teori godt. Den handler om at undervise en diabetiker i at tage sin insulin selv.

​

Den kognitiv-instrumentelle handlemåde var jo inspireret af naturvidenskaben og er meget problemløsende og resultatorienteret. Hvis man omsætter det til praksis kan man sige, at det er her hvor sygeplejersken aktivt samarbejder med patienten om at løse problemet. Problemet her kan så være ‘Patienten har behov for daglige injektioner med insulin. Patienten har ressourcer til at lære at gøre det selv, men mangler i øjeblikket viden og færdigheder til at udføre selve injektionen’. Man kan sige, at der arbejdes frem imod det resultat, at patienten kan klare injektionerne selv.

​

I og med dette var en situation hvor patienten skulle undervises. Så har sygeplejersken nu ‘formålet’ med undervisningen. Men inden sygeplejersken tilrettelægger resten af undervisning, må først Den æstetisk-ekspressive handlemåde overvejes. 

Den æstetisk-ekspressive handlemåde tog som nævnt udgangspunkt i humanvidenskaben. Oversat til praksis vil det sige, at sygeplejersken må undersøge, hvilken oplevelse og forståelse patienten og evt. pårørende har af dét at skulle stikke i sig selv og selv administrere insulin. Sygeplejersken skal lytte, svare på evt. spørgsmål og sanse de signaler der kan komme fra patienten og pårørende.æ På denne måde må sygeplejersken klarlægge, hvad der er det betydningsfulde i specifikke situation, for at alle parter forstår sammenhængen omkring insulin administrationen, og at alle parter kan se en mening med, at patienten selv skal lære det.

​

Til slut er der den moralsk-praktiske del af handlingen. Denne handlemåde er inspireret af samfundsvidenskaben. Det handler helt konkret om at sygeplejersken, i sin relation til patienten og de pårørende, må tage hensyn til etiske normer i den givne situation. Det kunne f.eks. være at sygeplejersken starter med at undervise patienten alene, for at mindske pårørendes bekymring for, hvordan det skal gå. At undervise diabetikeren alene kan også være med til at sikre værdigheden, og være med til at forebygge, at de indbyrdes roller mellem patient og pårørende ændres. 

 

Når disse tre handlemåder medtænkes, bliver det muligt, at diabetikeren får frigørende handlingskompetence, det vil sige bliver i stand til at administrere sin insulin selv i stedet for at være afhængig af sygeplejersken eller pårørende. 

 

Merry Scheels teori i én sætning; Sygeplejersken skal give patienten frihed under ansvar

​

​

Litteratur:

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-1997-42/storre-frihed-til-patienten 

 

Scheel, M. E. (2005). Interaktionel sygeplejepraksis, 3. udg. Munksgaard, København

 

Scheel, M. E.; Pedersen, B. P. & Rosenkrands, V. (2008). Interactional nursing – a practice-theory in the dynamic field between the natural, human an d social sciences. Scandinavian Journal of Caring Science 22; S. 629-636

​